”Jeg går til træning med min første hund, Nuka, og der spurgte instruktøren mig, om jeg havde lyst til at hjælpe til en prøve. Jeg anede ikke, hvad jeg sagde ja til”, fortæller Pia.
”Jeg blev kontaktet af prøvelederen, der spurgte mig, om jeg tilfældigvis var gammel håndboldspiller. Det er jeg ikke! Nå, jamen så lad os mødes, og se om du kan kaste en dummy, svarede hun.
Så havde jeg mareridt i tre dage! Jeg løb ud og købte en dummy, som jeg kastede op i mine træer i baghaven. Men det gik nu fint, da jeg mødte prøvelederen nogle dage senere. Så vi besluttede, at jeg godt kunne klare at være kaster på prøven”.
”På prøvedagen blev jeg taget godt imod; jeg følte mig meget velkommen. Prøvelederen præsenterede mig som spritny til de andre, og det var faktisk virkelig dejligt.
Da vi spiste morgenmad og gennemgik dagens program, besluttede jeg mig for at holde mig til en gammel overlægestrategi: man skal ikke lære mere end tre nye ting om dagen; man kan ikke huske mere. Der var simpelthen hele sætninger, som jeg ikke forstod. Et ord som "parole" er fx ikke et ord jeg stødt på før. Eller: ”den ruller i munden” om hund og dummy – hvad mener de?
Det var sjovt at være midt i så ukendt et miljø, der er meget at lære”, fortæller Pia.
”Alle var søde, men jeg var meget fascineret af dommeren på min post. Hun var så pædagogisk og forsøgte at skabe ro, også for de hundeførere, der var meget nervøse. Det er fedt, at hundeførerne får feedback på posten. Hun var skarp på en kærlig måde”, siger Pia.
”Og så er jeg overrasket over den formelle tilgang, der er på prøven. Parolen, hatten af når prøvelederen taler, hen og giv hånd, når man kommer til posten, osv. Det er der noget meget fedt i! Dejligt, at der er gode traditioner, man holder fast i”, fortæller Pia.
”Nu har jeg set 54 hunde på forskellige niveauer, og jeg har fået så meget mere at sammenligne mig selv med - ja, så meget mere at holde min egen træning op imod. Hold kæft hvor lærte jeg meget af det”, fortæller Pia.
”Og det er også først nu, at jeg er blevet opmærksom på, at jeg ikke “bare” går til hundetræning, men at jeg “går til hund”. Altså at det er en slags sport ligesom ridning fx. Og at træne hund jo faktisk er noget man kan dele med andre og have et fællesskab omkring.
Jeg har nok tænkt, at den slags hundetræning kun var for jægere osv., men det tror jeg ikke længere”, siger Pia.
